John Mayer kommer til Danmark

Skrevet af admin

13/12/2013

Dagens topnyheder

Hvis du, eller en du kender, er fan af den syvdobbelte Grammy-vindende sanger John Mayer, så kan det være, at der skal koncertbilletter under juletræet i år.

Den amerikanske singer-songwriter og guitarist skal nemlig optræde på Plænen i Tivoli i 2014.

Det sker i forbindelse med den succesfulde musikers verdensturné, hvor det er lykkedes Tivoli at få booket den ombejlede herre til en koncert i den gamle have.

Koncerten vil finde sted den 17. juni, og programchef i Tivoli, Rune Erbs Ledet, er begejstret for at have fået en koncert med verdensstjernen i hus.

- Jeg er rigtig glad for, at John Mayer har valgt at spille Tivoli - det er et smukt match, skriver han i en pressemeddelelse.

Der vil blive sat 9000 billetter til salg til et aflukket koncertområde på Plænen, men gæster i resten af Tivoli vil også kunne nyde koncerten på afstand. 

Billetterne til koncerten vil kunne købes fra den 16. december kl. 10 på Billetlugen.dk.

I oktober måned spillede John Mayer to totalt udsolgte koncerter i Danmark. Den ene i Jyske Bank Boxen i Herning og den anden i Forum i København. Billetterne til koncerten i Forum blev solgt på kun ti minutter.

Hans seneste album "Paradise Valley" udkom i august i år.

Newspaq