Jolle kæntrer: Mand druknet ud for Stevns

Skrevet af admin

09/07/2014

Mest læste i dag

En 46-årig mand er tirsdag aften død i en drukneulykke ud for Stevns.

Manden var sammen med en anden person sejlet ud i en jolle, da de kæntrede omkring 200 til 300 meter væk fra kysten, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

- Vi får en anmeldelse klokken 20.42 om, at en båd var kæntret, og at det godt kunne være sket halvanden time før. Der blev med det samme sendt en helikopter ud for at eftersøge området, fortæller vagtchefen hos politiet.

Det viste sig, at det var den anden mand fra båden, som var svømmet i land og havde slået alarm.

Klokken 21.22 modtog politiet så en melding om, at Søværnets Operative Kommando (SOK) havde fundet jollen drivende med bunden i vejret.

- De var sejlet ud og blev ramt af en bølge, som væltede båden, siger vagtchefen.

Det lykkedes SOK at finde den 46-årige mand i vandet. Han blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han blev erklæret død.

Begge personer fra ulykken er fra Stevns-området.

/ritzau/