Jordan frikender radikal præst for skoleangreb

Skrevet af admin

26/06/2014

Dagens topnyheder

Den radikale muslimske præst Abu Qatada blev torsdag frikendt af en domstol i Jordan i en sag om et angreb på en amerikansk skole i Amman. Men da han er anklaget i flere andre sager om terrorisme, skal han forblive i fængsel.

Domstolen finder ikke, at der er bevisgrundlag for anklagerne mod Abu Qatada om, at han sidst i 1998 udførte en angreb mod den amerikanske skole i Amman, hedder det i afgørelsen fra dommer Ahmad Qatarneh.

Præsten, der sidste år blev deporteret ud af Storbritannien, brød i gråd, da han hørte dommerens afgørelse i sagen.

Abu Qatada har været en torn i øjet på det britiske samfund siden slutningen af 1990'erne.

I november 2012 måtte det britiske retsvæsen under store protester opgive at udlevere Qatada til Jordan, hvor der ventede ham en livstidsdom for at støtte angreb mod udenlandske mål.

Dommerne begrundede den kontroversielle afgørelse med, at det jordanske retsvæsen med stor sandsynlighed ville bruge bevismateriale mod Qatada, der er fremskaffet under tortur.

Den britiske regering havde ellers modtaget en forsikring fra jordansk side om, at et sådant scenarie ikke ville udspille sig.

Men Jordan gav den britiske regering en skriftlig garanti om dette, og det banede vej for udvisningen til Jordan i juli sidste år.

Abu Qatada er tidligere blevet betegnet som "Osama bin Ladens højre hånd i Europa". Han er to gange in absentia blevet dømt for terrorvirksomhed i Jordan, mens han var i Storbritannien.

For år tilbage blev der fundet adskillige videobånd med hans hadefulde udfald mod den vestlige verden i en lejlighed i Hamburg, der husede tre af de terrorister, der deltog i terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

Den palæstinensisk-fødte præst blev in absentia oprindeligt idømt livsvarigt fængsel i Jordan for angrebet på skolen. Han har samtidig en dom på 15 års fængsel for at have planlagt et angreb på turister i Jordan. Det er den dom, han sidder inde for nu.

Han har erklæret sig uskyldig i alle anklager, og sagerne mod ham går nu om ved en appeldomstol.

/ritzau/AFP