Jordskælv rammer dansk ferieø

Skrevet af admin

16/08/2014

Mest læste i dag

Klokken 00.36 natten til lørdag ramte et jordskælv Bornholm.

Det fortæller Bornholms Politi, der har fået jordskælvet bekræftet af forskningsinstitutionen GEUS.

Rystelserne var så kraftige, at flere bornholmere ringede til politiet efter skælvet, fortæller vagthavende hos Bornholms Politi, Matias Arvidsen.

- Der er registreret fire henvendelser i tidsrummet fra 00.37 til 00.42, siger han.

Matias Arvidsen siger samtidig, at politiet ikke har fået meldinger om, at nogen skulle være kommet noget til ved jordskælvet.

Det er uvist, hvilken styrke jordskælvet har haft. Forskningsinstitutionen GEUS holder lukket i weekenden, så det vil formentlig først blive kendt på mandag.

Mange jordskælv rammer Danmark, men det er sjældent, at de kan mærkes af mennesker.

I august 2012 ramte et jordskælv på styrke 4,4 i farvandet mellem Danmark og Sverige. Skælvet er blandt de kraftigste i Danmark i de seneste årtier.

I 2010 rystede jorden under vestjyderne, da et jordskælv på 4,7 ramte ud for Thy, og i december 2008 ramte et jordskælv på 4,8 ud for Skåne, der kunne mærkes i store dele af det østlige Danmark.

/ritzau/