Jurist: Politikere hindrer kritisk lys på deres arbejde

Skrevet af admin

24/12/2015

Mest læste i dag

Med en stribe særlige undtagelser beskyldes politikerne for at forringe offentlighedens indsigt i alt fra cybersikkerhed over investeringer af pensionsmidler til forurening. Det skriver Politiken juledag.

Selv om Offentlighedskommissionen har advaret mod det, så fortsætter politikerne med at lave særlige undtagelser for aktindsigt ved hjælp af bekendtgørelser og undtagelser i de enkelte love.

- Det betyder ganske enkelt, at de her områder bliver helt eller delvist undtaget for aktindsigt, hvilket igen betyder, at den pågældende myndighed eller ledelse kan handle i vished om, at ingen kan kigge dem i kortene.

Det siger offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der selv var medlem af Offentlighedskommissionen, til Politiken.

Han har identificeret ti nye love fra de seneste år med særlige undtagelser fra offentlighed.

Så sent som 10. december vedtog et flertal i Folketinget en ny lov om pensionskasserne ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond samt en ny lov vedrørende Center for Cybersikkerhed, hvor der er indsat særlige undtagelser for aktindsigt.

Undtagelserne kommer i kølvandet på den ny offentlighedslov fra 2013, der i sig selv er blevet beskyldt for at indskrænke offentligheden.

I visse tilfælde kan særlige undtagelser være nødvendige, siger retsordfører Peter Skaarup (DF), hvis parti selv har stemt for begge love. Men generelt er han enig i kritikken:

- Hvis man både har en mørklægningslov, som den er blevet kaldt, og oven i købet undtager områder udover det, så er det problematisk, siger han til Politiken.

Også partileder Søren Pape (K) er skeptisk:

- Dette understreger efter min mening behovet for, at vi med det samme får igangsat en tilbundsgående undersøgelse af, hvordan offentlighedsloven er blevet administreret indtil nu og får startet forhandlingerne om en revision af loven, siger han til bladet.

Justitsminister Søren Pind (V) vil ikke interviewes om sagen. På et møde i det nye år er det dog planen, at han skal diskutere offentlighedsloven med forligskredsen, hvor både K, R og SF stiller krav om en revision.

/ritzau/