Forside Nyheder Justitsministeren banker Snowden-amnesti i gulvet

Justitsministeren banker Snowden-amnesti i gulvet

Justitsministeren banker Snowden-amnesti i gulvet

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden må gå gennem Udlændingestyrelsen som alle andre, hvis han skal have opholdstilladelse i Danmark, fastslår justitsminister Karen Hækkerup (S) i folketingssalen fredag.

Dermed må Enhedslisten og løsgængeren Uffe Elbæk kigge langt efter opbakning til deres beslutningsforslag, der ville give Snowden mulighed for at opholde sig i Danmark uden at risikere retsforfølgelse eller udlevering til USA.

– Sådan et forslag kan regeringen ikke støtte, fordi regeringen ikke kan se, hvilket grundlag der skulle være for at tage et så helt ekstraordinært skridt og tilbyde den amerikanske statsborger Edward Snowden politisk amnesti i Danmark, siger Karen Hækkerup.

Heller ikke Venstre og Dansk Folkeparti er parat til at følge Enhedslisten og Elbæk i sagen.

Edward Snowden arbejdede som efterretningsofficer under den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Han kopierede tusindvis af hemmelige dokumenter, som han gav videre til udvalgte journalister, som derefter afslørede massiv amerikansk overvågning af borgere og statsledere.

Snowden, der af USA er eftersøgt for spionage og læk af hemmeligstemplede dokumenter, opholder sig i øjeblikket i Rusland, hvor han er blevet givet etårigt asyl.

/ritzau/

Ads by MGDK