Juventus sejrer for niende gang i træk

Skrevet af admin

22/12/2013

Mest læste i dag

Juventus røg skuffende ud af Champions League efter gruppespillet, men på den hjemlige front er holdet urørligt i denne tid.

Søndag sejrede holdet for niende gang i træk i Serie A, og dermed ligger holdet fortsat komfortabelt nummer et foran Roma.

Denne gang gik det ud over Atalanta, der tabte 1-4 på hjemmebanen i Bergamo. Kun en ting kunne genere Juventus, nemlig at holdet fik brudt en imponerende stime med otte kampe i træk, uden at modstanderen scorede.

Således var de seneste otte ligasejre kommet i hus med sammenlagt 19-0. Men Atalantas Maxi Moralez satte en stopper for stimen, da han udplacerede Gianluigi Buffon efter et kvarter.

Da havde Carlos Tévez allerede bragt "Den gamle dame" foran 1-0, og efter udligningen formåede Atalanta at holde balance indtil pausen.

I anden halvleg var Juventus dog overlegen og vandt efter scoringer af det franske talent Paul Pogba, den spanske angriber Fernando Llorente samt Arturo Vidal.

Med sejren fastholdt Juventus forspringet på fem point til Roma på andenpladsen. Romerne spillede også med musklerne i den klare hjemmesejr på 4-0 over Catania, der ligger sidst i Serie A.

Her markerede Mehdi Benatia fra Marokko sig som dobbelt målscorer trods sin position som forsvarsspiller.

Rundens taber blandt topholdene blev Napoli, der lørdag aften måtte nøjes med 1-1 på udebane mod Cagliari. Napoli ligger fortsat nummer tre, men må kigge langt efter Juventus, der har 10 point mere.

Søndag aften spilles Milano-klassikeren mellem Inter og Milan, der ganske atypisk er et møde mellem nummer fem og 13.

/ritzau/