En betjent fra Syd- og Sønderjyllands Politi er blevet sigtet for at overtræde straffelovens paragraf om narkotika.
Den 39-årige politiassistent er blevet suspenderet fra tjenesten, oplyser politiet i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Manden har været anholdt og afhørt. Men anklagemyndigheden har vurderet, at det ikke er nødvendigt at begære manden varetægtsfængslet.
I første omgang er politiet sparsom med oplysninger om sagen. For eksempel er der i pressemeddelelsen hverken oplysninger om stoffets art eller om mængden.
To andre mænd er ifølge jv.dk anholdt i sagen, og den ene - en 30-årig mand - har angiveligt fortalt i retten, at han skaffede betjenten fem gram kokain sidste år.
Samtidig har betjenten ifølge den 30-åriges forklaring indtaget 50 gram amfetamin, skriver jv.dk.
Misbruget begyndte angiveligt i forbindelse med en rygskade, hvor betjenten ifølge den 30-årige var blevet afhængig af et morfinpræparat, indtil han skiftede til amfetamin.
Politikredsens øverste chef for efterforskningen ønsker ikke at komme med flere detaljer.
- Det er en nyere sag, siger Kaj Nielsen dog til Ritzau.
På forespørgsel oplyser han desuden, at Statsadvokaten i Viborg og Den Uafhængige Politiklagemyndighed er indforstået med, at politikredsen selv fortsætter efterforskningen.
Om den 39-årige politiassistent nægter sig skyldig, eller om andre er sigtet i sagen, er blandt de forhold, som politiet foreløbig holder for sig selv.
Årsagen til udsendelsen af pressemeddelelsen er, at et lokalt medie er kommet på sporet af sagen, fortæller Kaj Nielsen.
/ritzau/