Jyske Bank kommer forbedret ud af første kvartal

Skrevet af admin

29/04/2015

Dagens topnyheder

Der har været fremgang hos Jyske Bank i årets første kvartal, hvor bankens overskud er steget.

Det fremgår af bankens regnskab for første kvartal af 2015, der er offentliggjort onsdag morgen.

I første kvartal har Jyske Bank landet et resultat før skat på 502 millioner kroner. Det er samtidig en forbedring i forhold til første kvartal af 2014, hvor der stod 418 millioner kroner ud for samme post.

- Koncernen leverer i første kvartal 2015 et resultat, der peger i den rigtige retning, givet de udfordrende markedsvilkår med ekstremt lave renter, siger Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, i en kommentar til regnskabet.

Den ordførende direktør udtrykker samtidig stor glæde over, at bankens vækst i boliglån "fortsætter med uformindsket styrke" og har passeret 42 milliarder kroner.

På samme vis er der fremgang ud for basisindtægterne, der i første kvartal af 2015 er endt på 1978 millioner kroner mod 1729 millioner kroner i samme periode året før.

Anders Dam dam oplyser desuden, at ægteskabet med BRFkredit, der fandt sted sidste år, "forløber planmæssigt".

- BRFkredit Bank konverteres over på Bankdata i løbet af andet kvartal.

- Udviklingen i basisomkostningerne følger planerne, og integrationsomkostningerne forventes at blive lavere end skønnet på fusionstidspunktet, siger Jyske Banks ordførende direktør.

Det var 30. april sidste år, at Jyske Bank og BRFkredit meddelte, at fusionen mellem parterne var gennemført.

Det skete, efter at Jyske Bank 24. februar samme år oplyste, at banken havde indgået aftale med BRFkredit om en sammenlægning af de to virksomheder, hvor BRFkredit ville køre videre som et selvstændigt datterselskab.

/ritzau/