Jyske Bank øger nedskrivninger markant

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Jyske Bank måtte trods fremgang på bundlinjen i første halvår af 2014 notere markant større nedskrivninger. Nedskrivninger på udlån steg med omkring 50 procent.

Det fremgår af Jyske Banks regnskab for første halvdel af 2014, der er offentliggjort tirsdag morgen. Regnskabet er det første, hvor fusionen med BRFkredit indgår i regnskabstallene.

Jyske Bank løftede overskuddet til 2,8 milliarder kroner før skat fra 1,2 milliarder kroner i samme periode året før.

Der var dog en markant streg i regningen, da Jyske Banks nedskrivninger på udlån steg til 994 millioner kroner fra 627 millioner kroner året før. De 705 millioner kroner kan henføres til andet kvartal.

Jyske Bank forklarer de øgede tab med, at der har været en "forværring af visse nuværende nedskrivningsengagementer har medført nedskrivninger på udlån".

Derudover forklarer Jyske Bank de større nedskrivninger med en ledelsesmæssig beslutning om at tilpasse metoderne for beregningerne af nedskrivningerne i forhold til private kunder.

Jyske Banks overskud før skat i første halvdel er desuden omkring 200 millioner kroner under bankens egne forventninger.

Det skyldes, at Jyske Bank allerede tilbage i maj meldte ud, at banken ventede et overskud på tre milliarder kroner ved uændrede markedsrenter.

- Markedsrenterne har generelt være faldende i juni måned, og det faldende renteniveau har påvirket resultatet negativt, hvilket er den væsentligste forklaring på, at resultatet lander på 2,8 milliarder kroner, siger Anders Dam i regnskabet.

Jyske Banks overskud i første halvår af 2014 kom i mål på baggrund af en stigning i indtægterne, der steg til 6,5 milliarder kroner fra 4,2 milliarder kroner i første halvdel af 2013.

Der var en fremgang på 233 millioner kroner i nettorenteindtægterne, mens der var en tilbagegang på 84 millioner kroner i netto gebyr- og provisionsindtægterne.

/ritzau/