Jyske Bank retter forretningen til og sætter prisen op

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Mens andre banker lukker kassen, er det ikke tilfældet hos Jyske Bank. Derimod kommer det til at koste at gå i Jyske Bank.

Banken har allerede sat et prisskilt i vinduet for ikke-kunder: Det koster 100 kroner at hæve ved kassen.

Og nu kommer det også til at koste penge at få en konto i banken. Fra 1. november bliver det dyrere at oprette en grundkonto i banken. Prisen stiger til 925 kroner mod 400 kroner i dag, skriver banken i sit regnskab for tredje kvartal.

Jyske Bank kom ud af årets tre første måneder med et overskud før skat på 1710 millioner kroner mod 411 millioner kroner for perioden sidste år.

Her skal lige tilføjes, at banken i 2012 måtte nedskrive voldsomt med ekstra 900 millioner kroner efter skærpede regler fra Finanstilsynet.

Men i år slipper banken. Finanstilsynet har i tredje kvartal gennemført en kreditundersøgelse i banken og blandt andet se på bankens kreditstyring, anvendelse af ratings og nedskrivninger.

- Finanstilsynet konkluderer, at bankens nedskrivninger er tilstrækkelige, og Finanstilsynet har ikke væsentlige bemærkninger til bankens solvensopgørelse, siger Jyske Banks ordførende direktør Anders Dam til regnskabet.

Samlet er bankdirektøren tilfreds med kvartalet, hvis man ser det i lyset af den afdæmpede økonomiske udvikling i Danmark.

Ud over betaling for at gå til kassen har Jyske Bank i tredje kvartal ændret en del i banken - noget der skal være med til at knytte bankens kunder tættere til banken.

Fra årsskiftet vil banken have 34 egentlige erhvervsafdelinger mod de nuværende fem, mens privatkunde-afdelingerne fortsætter uændret. Og mens andre banker lukker kassen i, beholder Jyske Bank den funktion:

- Kassefunktioner i alle afdelinger bortset fra én. Den lokale ledelse i Jyske Banks afdelinger har vurderet, at der er et stort behov i lokalsamfundet - ikke mindst i takt med, at andre banker er begyndt at lukke kassen, skriver banken i regnskabet.

/ritzau/