K: Vores vækstplan er syv gange større end regeringens

Skrevet af admin

13/05/2014

Dagens topnyheder

De Konservative ligger et pænt stykke fra regeringen, når det kommer til udgangspunktet for forhandlingerne om en ny vækstplan for Danmark.

Regeringen har allerede spillet ud med 89 forslag til at øge væksten i Danmark, men de forslag er - deres pæne intentioner til trods - alt for uambitiøse, lyder det fra De Konservatives leder, Lars Barfoed, i forbindelse med de indledende møder med regeringen om en ny vækstplan.

- Vores plan er først og fremmest mere ambitiøs. Vi synes slet ikke, at regeringen leverer på vækst og arbejdspladser. Regeringen har en plan, der giver to milliarder kroner i vækst om året. Vores plan giver knap 15 milliarder kroner, siger han.

Og så er der selve indholdet:

Her er et af kardinalpunkterne for De Konservative en permanentgørelse af boligjob-ordningen, som regeringen nu har tænkt sig at sløjfe.

- Vi vil fokusere på boligjob-ordningen, som, vi synes, skal gøres permanent. Og vi vil også udvide den, så den giver endnu større effekt end de 5000 arbejdspladser, den giver nu, lyder det fra Lars Barfoed.

De mange penge til øget vækst i erhvervslivet vil De Konservative hente i det store parallelle forhandlingsforløb, der kører på Christiansborg i øjeblikket, nemlig om en reform af beskæftigelsesindsatsen.

Her vil regeringen spare penge på kurser til arbejdsløse - i Christiansborg-jargon betegnet som "pipfugle-kurser - men regeringen vil lade de sparede midler blive i beskæftigelsessystemet, blot på andre områder.

Men her vil De Konservative hive penge fra beskæftigelsesområdet og over til afgifts- og skattelettelser til erhvervslivet.

/ritzau/