Forhåbentligt kan de 100.000 kroner få eventuelle vidner ud af busken, så det kostbare maleri kan komme hjem til Ølstrup.
Maleriet "Middag i Emmaus" er malet af den dansk-tyske kunstner Emil Nolde og er vurderet til 10 millioner kroner. Det blev stjålet mandag eller tirsdag i sidste uge, og menighedsrådet giver dusøren for oplysninger, der kan føre til opklaring af sagen - dog ikke til personer, der har taget del i tyveriet.
Læs også: Politiet har ingen nye spor i milliontyveri fra kirke
Politiet er blandt interesseret i at høre mere om tre biler, som vidner har set i området:
- Mandag d.10. marts kl. ca. 19.35 blev en mørkeblå eller sort Opel Astra eller Corsa med tyske nummerplader set ved kirken. Bilen satte to personer af ved kirken, og den blev observeret på vej væk fra området ca. en halv time senere.
- Samme aften, kl. ca. 20.30, blev der på den grusbelagte indkørsel mellem kirken og toiletbygningen set en mørkeblå, sort eller mørkegrå VW Transporter, formentlig med grønne nummerplader.
- I weekenden inden tyveriet, d. 8. og 9., bemærkede vidner en stor, hvid lukket kassevogn uden vinduer i siderne med gule nummerplader ved badesøen i udkanten af Ølstrup. Føreren var en mand på ca. 45-50 år med mørkt halvlangt hår. Han bar briller og var iført arbejdstøj.
Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med
Politiet vil gerne høre fra folk, der har noget med bilerne at gøre, eller som har set dem. De vil også fortsat gerne høre fra vidner, der har set noget, der kan have med tyveriet at gøre.
Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne høre fra vidner på 9610 1448 eller 114.