Kæmpetalent fik en Bodil: Turde ikke tro det

Skrevet af admin

01/03/2015

Dagens topnyheder

29-årige Danica Curcic har været på alles læber det seneste år, hvor hun har haft store roller i film som "Fasandræberne", "Lev Stærkt" og "Stille Hjerte".

Lørdag aften kunne hun lade sig hylde på scenen, da hun blev tildelt en Bodil-statuette for bedste kvindelige hovedrolle.

- Jeg turde slet ikke tro på det, for jeg var oppe mod så stærke kvinder, siger Danica Curcic med henvisning til Paprika Steen, Ghita Nørby, Sonia Suhl og Bodil Jørgensen.

Statuetten, der bliver uddelt af de danske filmkritikere, fik hun overrakt af sin kollega fra "Stille Hjerte", Pilou Asbæk.

Fra scenen fortalte han, hvordan det havde været en stor fornøjelse at arbejde sammen med den talentfulde skuespillerinde. Noget, der fik tårerne frem i øjnene på Danica Curcic.

- Jeg blev meget rørt. Sådan har jeg det jo også med ham. Men det er præcis sådan, det har været under hele produktionen, at alle de her folk, som jeg ser så meget op til, de bare har taget mig ind og været så åbne. Jeg havde helt klart mine nervøse moments i starten, fordi jeg var ret starstruck, siger skuespillerinden.

For en måned siden modtog hun en Robert-pris, da Det Danske Filmakademi uddelte deres årlige priser.

- Jeg synes ikke, at der er en forskel, og samtidig er det to helt forskellige priser. Det er en lige så stor anerkendelse, siger hun om priserne.

- Men det er ikke noget, der presser mig, det er bare et kæmpe skulderklap. Det får mig til at føle, at jeg godt kan. Det er en stor drivkraft. Og det er vildt, at folk ser det i mig, siger hun.

/ritzau/