Kan misse det fine selskab: Kyllingens hold mangler fem millioner

Skrevet af Michael Lauritsen

01/08/2013

Mest læste i dag

Det kan få store konsekvenser, hvis der ikke snarest muligt lander en pose penge hos det danske cykelhold, Christina Watches - Onfone. Holdet jagter en ny navnesponsor.  Onfone overvejer at forlænge sponsoratet, der ellers udløber ved årsskiftet. Helt konkret skal der fem millioner kroner på bordet, hvis ikke Christina Watches - Onfone skal tvinges til at skrue alvorligt ned for blusset - både sportsligt og organisatorisk.

Det bekræfter holdejer Michael Rasmussen over for Dagens.dk.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

- Tiden løber stærkt nu. Der er nogle meget tidlige deadlines, og lige nu er alle beslutningstagerne stadig på sommerferie, siger han til Dagens.dk.

Skæringsdatoen er den 1. oktober. Her skal en eventuel sponsoraftale og kontrakter med ryttere være lukket.

Sportsligt tilbageskridt

Christina Watches - Onfone ligger aktuelt til at rykke op i Pro Continental-ligaen fra næste sæson, hvilket vil åbne op for, at holdet kan lægge billet ind på deltagelse i nogle af verdens største cykelløb. Men kommer en ny sponsoraftale ikke i hus, har holdet sandsynligvis hverken råd eller kapacitet til at køre med i det fine selskab.

-  I allerværste scenarie skal der skæres til alle steder i organisationen. Så i stedet for at have 14 ryttere fra otte forskellige nationer, så skal holdet måske have otte ryttere fra Danmark og en eller to udenlandske ryttere. Og så må der skæres ned i både stab og løbsprogram. Det gør, at Christina Watches - Onfone må ned og køre på et lavere niveau, og det er ambitionerne ikke til, forklarer Michael Rasmussen.

LÆS OGSÅ: Uønsket Kylling: Mit hold havde vundet Danmark Rundt

Han slår dog fast, at den langsigtede plan og drømmen om engang at have holdet med i Tour de France er uændret.

Der er, ifølge Michael Rasmussen, forhandlinger i gang med en potentiel navnesponsor for næste sæson. Men holdejeren ønsker ikke at oplyse, hvem holdet forhandler med. Han siger dog til Dagens.dk, at parterne fortsat ikke er enige.

Går efter tre-årig aftale

- Det, Christina Watches - Onfone søger, er en samarbejdspartner, der har lyst til at være med på den lange bane. En, der kan se idéen i projektet og er klar til at comitte sig til det og til holdet, siger Michael Rasmussen, der håber på en aftale af tre års varighed.

Christina Watches - Onfone og navnligt Michael Rasmussen har de seneste dage befundet sig midt i en mediestorm. Først med fravælgelsen til Post Danmark Rundt og senest ved bestyrelsesmedlem i Antidoping Danmark, Adam Spliid, der har kaldt holdet 'en skændsel'. Al virakken tager kyllingen med ophøjet ro, og han mener ikke, det påvirker sponsorjagten negativt.

LÆS OGSÅ: Bestyrelsesmedlem i ADD kalder cykelhold en skændsel

- Sporten som helhed har mistet sin uskyld for lang tid siden. Der kan ikke være nogle overraskelser tilbage. Men ikke desto mindre, så har cykelsporten en fantastisk overlevelseskraft. I touren i år var der flere tilskuere, end der har været siden 2006, siger han og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at cykelsporten eksponeringsmæssigt er et rigtig godt sted at lægge sine penge. Mit tidligere hold (Rabobank red.) lavede en undersøgelse, hvor de sammenlignede sig selv med nogle andre store banker, som sponsorerede henholdsvis Formel 1 og Americas Cup. De fandt ud af, at det kostede dem en ottendedel at nå ud til ligeså mange personer, forklarer Michael Rasmussen.