Kaptajn på kæntret menneskesmuglerbåd var selv migrant

Skrevet af admin

26/04/2015

Dagens topnyheder

En tunesisk mand, som er anklaget for at have styret en båd med flygtning, der sank ud for Libyen, hvor over 700 mennesker omkom, er ifølge sin bror selv migrant, og han blev angiveligt truet på livet til at styre båden, fordi han er tidligere fisker.

De italienske myndigheder siger, at manden, som ifølge retten er den 27-årige Mohammed Ali Malek, havde kommandoen om bord på det overfyldte skib, der forliste lidt før midnat 18. april med hundredvis af afrikanske og bangladeshiske migranter om bord.

Mandens bror siger til Reuters, at tuneserens virkelige navn er Nourredine Mahjoub, og at han for fem år siden rejste illegalt til Europa, hvor han har tilbragt tid i både Italien og Frankrig.

Han blev til sidste deporteret. For nylig vendte han tilbage til Libyen for at finde et arbejde.

- Min bror blev for et par uger siden rekrutteret af libyere til at arbejde i en café i Libyen, men han blev senere med trusler fra smuglere tvunget til at stor for rejsen over Middelhavet, fordi han i forvejen havde kendskab til havet og havde arbejdet med vores far, som er fisker, siger broren, Makrem Mahjoub, over telefonen.

Han siger, at hans bror havde ringet ham op fra et libysk nummer for nogle dage siden og fortalt, at mænd med Kalashnikov-geværer truede ham til at være kaptajn på et skib.

- De tog ham med ud til båden Da han ringede, var han i chok. Han græd, siger broderen.

Der er ingen uafhængige kilder, som kan bekræfte historien.

Makrem Mahjoub siger, at hans bror har givet de italienske myndigheder et falsk navn.

Kun 24 mennesker overlevede forliset, som er den værste dødsulykke på Middelhavet i årtier.

Ulykken og andre lignende forlis i den seneste tid fik EU's ledere til på et topmøde i sidste uge at tredoble dets flådeindsats i Middelhavet og slå hårdere ned på menneskesmuglernes netværk.

/ritzau/Reuters