Karantæneramt Robin van Persie: Chile ser stærke ud

Skrevet af admin

21/06/2014

Mest læste i dag

Både Holland og Chile er blandt de sidste 16 hold ved fodbold-VM i Brasilien inden holdenes møde mandag i gruppe B.

Men der er alligevel meget på spil i den sidste gruppekamp, fordi gruppevinderen i 1/8-finalen formentlig undgår de brasilianske værter, der er på kurs mod førstepladsen i gruppe A.

Den hollandske stjerneangriber Robin van Persie, der er noteret for tre VM-mål ved den igangværende slutrunde, har respekt for Chile.

- Jeg så Chiles sejr over Spanien (2-0, red.). Chile så meget stærke ud, og de spillede godt sammen. Jeg synes, at fire-fem af deres spillere gjorde det meget svært for Spanien.

- Så det er stor udfordring for os, siger Manchester United-angriberen, som ikke kan være med mod Chile på grund af karantæne efter to gule kort i de første to kampe.

Både Chile og Holland har seks point i gruppen, hvor Australien og de regerende spanske verdensmestre har nul point hver.

Mandagens gruppekampe i gruppen B begynder klokken 18 dansk tid.

/ritzau/