Karlsson glæder sig til VM-debut mod sit hjemland

Skrevet af admin

10/05/2014

Dagens topnyheder

For Danmarks nye ishockeylandstræner Jan Karlsson bliver VM-premieren lørdag eftermiddag på alle måder speciel.

For første gang står han i spidsen for det danske landshold i en VM-kamp, og for at gøre oplevelsen komplet er modstanderen hans eget hjemland, Sverige.

- Det er helt klart noget særligt. Det er min VM-premiere og så oven i købet mod Sverige. Det kunne ikke være bedre - det skulle da lige være, at vi vinder kampen, siger Janne Karlsson et par timer, før danskerne løber på isen.

Kampen i Minsk bliver Danmarks niende VM-møde med Sverige, siden danskernes debut i A-gruppen i 2003.

Alle de tidligere møder er endt med svensk sejr, og det vil kræve en stor dansk indsats, hvis den triste statistik skal brydes.

- Sverige kommer med stor intensitet. Der er fuld gas hele tiden. Hvis vi ikke står fast fra start, kommer vi til at få det svært, spår Jan Karlsson.

Danmarks kamp mod Sverige starter 15.45 dansk tid.

Kampen er den første af Danmarks syv indledende kampe ved VM. De fire bedste af de otte hold i puljen går videre til kvartfinalerne.

/ritzau/