Kasper Lorentzen giver nyt aspekt til FCN-angreb

Skrevet af admin

15/09/2014

Mest læste i dag

28-årige Kasper Lorentzen har efterhånden en del superligakampe i benene, men det er de færreste, hvor FC Nordsjælland-spilleren har optrådt som forreste spydspids.

Ikke desto mindre er det en position, som Lorentzen har indtaget i FC Nordsjællands to seneste kampe. Senest søndag, hvor det blev til et flot mål for spilleren, der førhen mest blev brugt som kant eller central midtbanespiller.

Målet, der startede FC Nordsjællands comeback mod Silkeborg, blev sat ind på et hovedstød, hvilket overraskede Kasper Lorentzen selv:

- Normalt ville jeg sige, at jeg ikke er typen, der stormer ind i boksen og header den ind, men det gjorde jeg jo mod Silkeborg, siger målscoren, der også har spillet for Brøndby og Randers i Superligaen.

Med sine 180 centimeter er Kasper Lorentzen en lidt atypisk centerforward. Til gengæld mener han selv, at han kan tilbyde andre aspekter til FC Nordsjællands angreb:

- Jeg får mulighed for at udnytte min teknik og skal hjælpe med at sætte de andre op. Vi har brugt mig som opspilsstation, hvor jeg kan få nogle gode fødder på og spille den videre til en af de andre fire, der næsten ligger lige så langt fremme, siger Kasper Lorentzen.

Holdkammerat Uffe Bech er tilfreds med samarbejdet med Lorentzen, som ifølge Uffe Bech har et rigtig godt blik for spillet:

- Kasper er rigtig dygtig på bolden og lægger nogle rigtig giftige stikninger i dybden, som vi andre kan lukrere på, siger Uffe Bech, der selv scorede det afgørende mål til 2-1 i søndagens sejr over Silkeborg.

Næste opgave for måltyvene Kasper Lorentzen og Uffe Bech er søndag 21. september, når FC Nordsjælland tager imod førerholdet FC Midtjylland.

/ritzau/