Kasseret sejler er uforstående over for OL-skilsmisse

Skrevet af admin

04/03/2016

Dagens topnyheder

Ved VM midt i februar sikrede den danske 49'er-båd med Jonas Warrer og Anders Thomsen sig en plads ved OL, men mandag blev makkerskabet opløst af Dansk Sejlunion.

Forklaringen bag det overraskende brud var samarbejdsproblemer mellem de to sejlere, men ifølge den ene af de to var en opløsning af makkerskabet unødvendig.

- Gennem et psykologforløb havde vi arbejdet med at skille det personlige og professionelle fra hinanden, og det lykkedes vi med, synes jeg. Vi blev jo nummer fem til VM for nylig, og derfor kan jeg ikke forstå beslutningen om at splitte os op, siger Anders Thomsen til Jyllands-Posten.

Han mener, at problemerne sagtens kunne være løst, og at de to ville have udgjort en stærk medaljekandidat ved OL i Rio til sommer.

Jonas Warrer, som vandt OL-guld i 2008 sammen med Martin Kirketerp, var dog af en anden opfattelse, og Dansk Sejlunion valgte at efterkomme hans ønske om at splitte duoen.

I stedet vil rorsmand Jonas Warrer nu sammen med Nacra 17-sejleren Christian Peter Lübeck som gast forsøge at skabe en båd, der kan drage til OL for Danmark.

Anders Thomsen derimod har opgivet OL-drømmen, da der ikke umiddelbart findes en erstatning for Jonas Warrer med samme kvalitet. Og Thomsen er ikke imponeret over sejlunionens ageren i sagen.

- Hvis situationen havde været omvendt, og jeg havde ønsket at skifte Jonas (Warrer) ud, er jeg ikke sikker på, at jeg havde fået lov til det. Det er hypotetisk, men sådan tror jeg desværre, det havde været, siger Anders Thomsen.

Den teori ønsker Thomas Jacobsen, sportschef i Dansk Sejlunion, ikke at kommentere. Han fastholder, at et brud var nødvendigt.

- Vi valgte at afbryde de to sejleres samarbejde, fordi vi ikke længere troede på en konstellation mellem dem. Samtidig var vi nødt til at forholde os til, at deres stridigheder kunne få negativ indflydelse på det samlede OL-sejlerhold, siger sportschefen til Jyllands-Posten.

/ritzau/