Kattelem i EU-forbud skal sikre danske milliardordrer

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Danmark risikerer med et nyt regelsæt, der skal sikre milliardordrer til den danske forsvarsindustri, at komme på kant med et EU-forbud, skriver Information.

De såkaldte modkøbsordninger - hvor dansk forsvarsindustri får ordrer som modydelse for, at Danmark indkøber forsvarsmateriel i udlandet - er ulovlige ifølge EU-Kommissionen.

Men erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) forsøger nu at drible uden om forbuddet med de nye "Retningslinjer for industrisamarbejde", der i al diskretion blev offentliggjort på Erhvervsstyrelsens hjemmeside i tirsdags.

Der er nemlig en kattelem i reglerne fra EU.

- EU's regler siger, at modkøbsforpligtelser er i orden, hvis der er tale om projekter af "væsentlig" sikkerhedspolitisk betydning for Danmark, og det hul vil regeringen nu forsøge at udnytte så meget som muligt, siger lektor Jens Ringsmose fra Center for War Studies på Syddansk Universitet til Information.

Kilder i Erhvervsstyrelsen bekræfter over for avisen, at hensigten med de nye retningslinjer blandt andet er at sikre mulighed for modkøb i forbindelse med Danmarks kampflykøb.

- Målet med de nye retningslinjer er at opretholde så meget modkøb som muligt, siger en central embedsmand, der ikke ønsker sit navn frem.

Med de nye retningslinjer kan dansk forsvarsindustri se frem til modkøbsordrer for op mod 30 milliarder kroner, når Danmark i løbet af 2015 beslutter sig for at købe nye kampfly.

Flere eksperter advarer imidlertid om, at Danmarks nye fortolkning af modkøbsreglerne vil blive nøje overvåget af EU-Kommissionen, der flere gange har gjort Danmark opmærksom på, at modkøbskrav er i strid med reglerne for EU's indre marked.

Ifølge eksperterne risikerer den danske stat at blive indbragt for en dansk domstol eller EU-Domstolen, hvis EU eller en af de fire kampflykonkurrenter finder, at de danske modkøbskrav går for vidt.

/ritzau/