Kendt auktionshus må bøde for horn og stødtænder

Skrevet af admin

14/04/2014

Dagens topnyheder

Det kendte danske auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner er mandag formiddag blevet idømt en bøde på 75.000 kroner for ikke at leve op til reglerne for handel med næsehornshorn og elefantstødtænder.

Bruun Rasmussen skal betale for at have sat to horn fra næsehorn og tre stødtænder til salg i 2011 uden at have den nødvendige salgstilladelse, har Østre Landsret besluttet. Københavns Byret var nået frem til en bøde på 14.000 kroner.

De omstridte genstande kom dog aldrig under hammeren, men blev trukket tilbage fra salgskataloget, da auktionshuset blev gjort opmærksom på de manglende tilladelser.

I byretten krævede anklager Charlotte Møgelhøj en bødestraf på 100.000 kroner, da det ikke var første gang, at auktionshuset brød reglerne om salg af genstande fra truede dyr.

Københavns Byret mente dog ikke, at det var en skærpende omstændighed, fordi Bruun Rasmussen endnu ikke var dømt i den første sag, da de to horn og tre stødtænder blev sat til salg.

I 2012 blev Bruun Rasmussen dømt til at betale 50.000 kroner for uden tilladelse at sælge et enkelt næsehornshorn og derved overtræde Washington-konventionen.

Kun når myndighederne har givet tilladelse i henhold til Cites-konventionen, må eksempelvis horn sælges.

Bøden fra 2012 blev imidlertid nedsat til 10.000 kroner i Østre Landsret.

Verdensnaturfonden har tidligere rettet voldsom kritik mod Bruun Rasmussen, som organisationen beskylder for at give krybskytter et incitament til at dræbe udryddelsestruede dyr.

/ritzau/