Kendt livsstilsekspert også ramt: Ny mailsvindel udnytter dine venner

Det skriver Søndagsavisen.

Der bliver ganske enkelt sendt en mail fra offerets mailkonto, hvor det fremstår, som om offeret er i problemer og har akut brug for penge. Penge som så skal overføres hurtigst muligt.

Hos Rigspolitiet oplever man lige nu en bølge af mails om strandede personer i Leeds.

- Der er en udvikling i den måde, kriminelle forsøger at lokke penge ud af mennesker med hjertet på det rette sted. Dette er blot den seneste metode, siger talsmand ved Rigspolitiet Thomas Kristensen til Søndagsavisen.

En af de danskere, som er blevet hacket, er den kendte kommunikationsrådgiver Henrik Byager. Han oplevede, at alle hans kontakter modtog følgende mail:

- Hjælp, jeg er strandet i Leeds, Storbritannien, og min tegnebog blev stjålet med mit internationale pas og mit kreditkort.

Men han har ikke været i Leeds, og han mangler ikke 1.400 pund, som der står i mailen.

LÆS OGSÅ: Mads Dinesen udsat for pengeafpresning: Se champagnedrengens svar

- Siden har jeg ikke haft adgang til min mailkonto, fortæller Henrik Byager, der med egne ord, er i fuldstændig vildrede.

Rigspolitiet oplyser, at den nye svindelmail rammer et særligt blødt punkt.

- En ting er at få tilbudt penge fra en afrikansk konge, noget andet er et nødråb fra en ven. Der er paraderne helt nede, og så har man måske lettere ved at lade sig snyde, siger Thomas Kristensen fra Rigspolitiet.

Rigspolitiet har ikke tal på antallet af henvendelser om den nye svindel, men oplever mange henvendelser netop nu.

 

Dagens Gossip