Kevin Magnussen jagter genoprejsning i Kina

Racerkøreren Kevin Magnussen håber, at han kan lægge det seneste grandprix i Bahrain bag sig, når han på søndag skal køre i Shanghai.

Den 21-årige McLaren-kører måtte udgå i Bahrain på grund af tekniske problemer.

Efter den sure weekend i ørkenstaten besluttede McLaren at give Magnussen to ekstra dage med testkørsler i holdets racer, der bærer det lidt specielle navn MP4-29.

- Jeg følte ikke, at jeg fik det maksimale ud af mig selv og bilen i det seneste løb.

- Mine egne forberedelser til det kommende løb plus to dages test i Bahrain gør forhåbentlig, at jeg kan genfinde trygheden med MP4-29, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse fra McLaren.

- Jeg ser frem til det her løb. Det er en bane, som jeg kun har set på tv, men det lader til, at der er en stor variation i svingene.

- Det første sving ser ud til at være en virkelig udfordring, men det mest interessante er, at vi vil se en masse fart og overhalinger på den bageste langside, som er en af de længste i Formel 1, siger Magnussen.

Mercedes-kørerne Nico Rosberg og Lewis Hamilton har vundet sæsonens første tre grandprixer, mens de øvrige hold har kæmpet om de sekundære placeringer.

- Det har været forskelligt hvilke biler og kørere, der har været tættest på at kunne udfordre Mercedes.

- Jeg tror stadigvæk, at det er for tidligt at se hvilke hold, der er tættest på, men vores målsætning er at forsøge at konsolidere vores position, som et af de forreste hold i det jagende felt, siger danskeren.

Nico Rosberg topper VM-stillingen med 61 point, mens Lewis Hamilton følger efter med 50 point.

Kevin Magnussens holdkammerat hos McLaren, Jenson Button, har 23 point på femtepladsen, mens Magnussen er nummer syv i VM-stillingen med 20 point.

/ritzau/

 

 

Dagens Gossip