Kevin Magnussen kæmper for at beholde sit sæde

Skrevet af admin

05/07/2014

Dagens topnyheder

Der er meget på spil i weekendens Formel 1-løb for Kevin Magnussen. Den 21-årige dansker ved, at han skal blive ved med at kæmpe hårdt for at bevare sin plads på holdet.

Det kræver gode præstationer hele tiden for McLaren. Også i søndagens British Grand Prix på Silverstone.

Når sæsonen er overstået, bliver Kevin Magnussen evalueret som alle andre, og selv om han indtil videre har gjort det mere end godkendt, så er det op til andre at vurdere, om han skal køre for McLaren næste år.

- Jeg ved det ikke. Det er ikke min beslutning i sidste ende. Jeg håber, at jeg kan gøre et godt nok stykke arbejde, så jeg kan fortjene sædet, og det er kun op til mig selv at bevise.

- Men det er ikke min beslutning, så det eneste, jeg kan gøre, er, at levere mit bedste og sørge for at maksimere mine egne præstationer, så jeg får det optimale ud af mig selv, siger Kevin Magnussen.

- Jeg forsøger bare at gøre det bedste, jeg kan. Det er en stor mulighed at være hos McLaren. Det er mit første år, og jeg skal levere hver gang, og så må ledelsen beslutte, hvordan fremtiden ender.

- Vi forsøger i øjeblikket at forbedre bilen meget, og jeg prøver at lære så meget som muligt. Fremtiden bliver, som den bliver, lyder det fra Magnussen.

McLaren-køreren er udmærket klar over, at alle støtter ham hele vejen i øjeblikket, og han er også dybt taknemmelig over den tryghed, det giver ham.

- Jeg føler mig hjemme her. Jeg føler, at holdet støtter mig meget. Og jeg har været på holdet i lang tid, så jeg kender alle rigtigt godt. Det føles bare godt at være her, siger Kevin Magnussen.

De engelske journalister har de seneste dage været meget interesserede i at høre, om Kevin Magnussens holdkammerat Jenson Button regner med at fortsætte hos McLaren næste år, men det kunne englænderen ikke svare på.

Jenson Button har i de seneste dage været udsat for intern kritik fra McLaren-chef Ron Dennis, og det har sparket ild til spekulationer om et muligt skifte i næste sæson.

Indtil videre kæmper både Kevin Magnussen og Jenson Button indædt for at få bilen til at fungere og levere varen på Silverstone.

- Vi er to gutter på holdet, og holdet tror meget på os begge. Vi har Jenson, som har massevis af rutine.

- Og mig, som kommer ind i Formel 1 som rookie uden at have testet så meget og forberedt mig så meget, så det har været hårdt.

- Derfor er det meget brugbart at have en rutineret holdkammerat som Jenson ved min side, som jeg kan se på og lære fra, forklarer Kevin Magnussen.

I øjeblikket fører Jenson Button den interne konkurrence på McLaren-holdet. Jenson Button er placeret på en samlet ottendeplads med 43 point, mens Kevin Magnussen halter efter på en placering som nummer 10 med 29 point.

Mercedes-køreren Nico Rosberg fører med 165 point, mens tyskerens holdkammerat Lewis Hamilton er toer med 136 point.

British Grand Prix køres søndag. Der er træning fredag formiddag og kvalifikation lørdag klokken 14 dansk tid.

/ritzau/