Kevin Magnussen skal starte Formel 1 som nummer 15

Skrevet af admin

19/03/2016

Dagens topnyheder

Kevin Magnussen skal starte sin Renault-racer fra 15.-pladsen søndag, når han får comeback i Formel 1 ved det australske grandprix i Melbourne. Det står klart efter kvalifikationen.

Den danske racerkører var hurtig nok til at undgå eliminering i kvalifikationens første del (Q1), men røg som den første i Q2. Magnussen kørte sin hurtigste omgang i tiden 1 minut 27,742 sekunder.

Holdkammerat Jolyon Palmer var en tand hurtigere end Magnussen og starter Formel 1-grandprixet fra plads nummer 14.

Umiddelbart foran Kevin Magnussen og Jolyon Palmer på startgridden kommer Magnussens tidligere makker i McLaren, Jenson Button, til at sidde i sin bil. Han formåede kun at kvalificere sig til en 13.-plads, mens McLarens anden kører, Fernando Alonso, er nummer 12.

Dermed får den danske racerkører gode muligheder for at give sit tidligere hold baghjul, hvis han kommer godt fra start i sit comeback.

Et ændret sæt regler for kvalifikationen i Formel 1 er denne weekend trådt i kraft. Formålet er at skabe mere dramatik i kvalifikationsløbet, men den nye model har givet en del debat.

Ligesom i det nu forhenværende system er der tre kvalifikationsrunder, men den løbende eliminering af biler er ændret, så der i slutningen af hver runde ryger en kører ud for hvert halvandet minut, der resterer.

Som den første faldt Pascal Wehrlein (Manor) for de nye kvalifikationsregler.

Kvalifikationen sluttede til gengæld på en mystisk måde. Med flere minutter tilbage på nedtællingsuret hoppede de tre førende kørere ud af deres biler og droppede muligheden for en bedre tid.

Verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) starter i pole position. Han kvalificerede sig til den forreste startplads med tiden 1 minut 25,351 sekunder.

Bag ham holder holdkammerat Nico Rosberg, mens Ferraris Sebastian Vettel og Kimi Räikkönen starter som henholdsvis nummer tre og fire.

/ritzau/