Kevin Magnussens bagende drillede i kvalifikation

Skrevet af admin

22/11/2014

Dagens topnyheder

Det endte med en skuffende 11.-plads til Kevin Magnussen i lørdagens kvalifikation i Abu Dhabi, hvor årets sidste Formel 1-grandprix køres.

- Jeg er en smule skuffet for at være ærlig. Der var lidt trafik ude på banen, men mere vigtigt så havde jeg en del problemer med bagenden af bilen i Q2. Jeg havde bare ikke så meget vejgreb.

- Det føltes bedre i går, så vi må se på, hvorfor det var sådan, siger den danske McLaren-kører i en pressemeddelelse.

Efter kvalifikationen blev Magnussen dog rykket to pladser frem, fordi Red Bull-bilerne tilhørende Daniel Ricciardo og Sebastian Vettel blev sendt bagest i feltet. Løbskommissærerne vurderede, at Red Bull havde brugt ulovlige dele på frontvingerne.

Magnussen kæmper i disse dage for at beholde sit sæde i Formel 1. Det samme gør teamkammeraten Jenson Button, og den britiske veteran gjorde det bedst af McLaren-kørerne i kvalifikationen med sin ottendeplads. Med Red Bull-straffen starter Button som nummer seks.

McLarens løbsdirektør, Eric Boullier, mener, at Magnussen nemt kunne have klaret sig videre til Q3, hvor kvalifikationens 10 bedste dyster om de allerbedste startpladser.

- Kevin var hurtig i Q1, men lavede en fejl i sving seks på sin hurtige omgang i Q2 og valgte at afbryde omgangen, siger Boullier, der konstaterer, at Magnussen derefter blev fanget i trafik og derfor kun blev 11'er.

De to Mercedes-kørere Nico Rosberg og Lewis Hamilton, som kæmper om VM-titlen, starter som henholdsvis nummer et og to.

Hvis Rosberg vinder, skal Hamilton blive toer for at forsvare sin VM-føring.

Søndagens grandprix starter klokken 14 dansk tid.

/ritzau/