KIF Kolding smadrer BSV og er semifinaleklar

KIF Kolding København sikrede sig torsdag en plads i DM-semifinalerne med en uhyre sikker sejr hjemme over Bjerringbro-Silkeborg. Lystavlen viste 32-22 efter 17-10 ved pausen.

BSV gik fuldstændig i opløsning i Brøndby og har udspillet sin rolle i kampen om årets danske mesterskab, selv om der fortsat resterer en spillerunde i slutspilspulje 1.

Med sejren er KIF-mandskabet oppe på otte point og kan ikke slutte dårligere end nummer to i puljen - uanset resultatet af torsdagens anden kamp mellem de forsvarende danske mestre fra Aalborg og Sønderjyske - samt resultaterne i puljens sidste spillerunde.

Læs også: Kollegerne har talt: Bo Spellerberg er årets spiller

Gæsterne fra BSV var kun med i starten af kampen, og fra stillingen 8-8 stak hjemmeholdet af og satte sikker kurs mod semifinalen.

Pauseføringen lød på sikre 17-10, og i anden halvleg blev det værre og værre for de jyske gæster.

Syv minutter inde i anden halvleg var forskellen på 10 mål, og alt jysk håb om at skabe en overraskelse var for længst forduftet.

I den resterende og særdeles uspændende del af kampen fortsatte KIF magtdemonstrationen.

De slagne BSV-spillere måtte se målene hagle ind bag sig - og deres egne afslutninger gå forbi eller blive reddet i KIF-målet.

Først i slutfasen slappede KIF-spillerne lidt af, så BSV kunne få begrænset nederlaget til 10 mål.

I puljens anden kamp senere torsdag er der topspænding, når de forsvarende danske mestre fra Aalborg får besøg af sæsonens store positive overraskelse - Sønderjyske.

Vinder Aalborg den kamp, er også aalborgenserne klar til DM-semifinalen, mens Sønderjyske med en sejr kan sikre sig selv en matchbold i puljen forud for sidste spillerunde, hvor Sønderjyske spiller hjemme mod BSV, mens KIF får besøg af Aalborg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip