Kijev-borgmester afsat efter politivold

Skrevet af admin

14/12/2013

Mest læste i dag

Kijevs borgmester er blevet suspenderet og får dermed ansvaret for politivold mod proeuropæiske demonstranter, oplyser anklagemyndigheden i den ukrainske hovedstad.

Politivolden skete for to uger siden mod demonstranter, der kræver præsidentens afgang.

Borgmesteren, Aleksander Popov, er ifølge nyhedsbureauet dpa suspenderet sammen med tre topembedsmænd, efter at politifolk natten til den 30. november med vold opløste en demonstration, hvorved snesevis blev kvæstet og mindst 35 blev anholdt.

En af præsident Viktor Janukovitjs nære sikkerhedsrådgivere, Volodimir Sivkovitj, er blandt de suspenderede.

Tidligere på ugen kom der stærkt modsætningsfyldte signaler fra myndighederne i Kijev, da politi i kampuniformer først stormede rådhuset i hovedstaden, hvor de imidlertid blev drevet på flugt af aktivister.

Da politiet var kørt væk, udsendte den ukrainske indenrigsminister, Vitalij Sakjartjenko, en erklæring, hvori han understregede, at politiet ikke ville angribe demonstranter.

Meddelelsen om suspenderingen af borgmesteren kommer, mens titusindevis af mennesker gør klar til nye massedemonstrationer i Kijev.

Både tilhængere og modstandere af præsident Janukovitj gør klar til massedemonstrationer lørdag på og ved Uafhængighedspladsen, Maidan, i midten af byen.

Politiet siger, at omkring 60.000 af præsidentens tilhængere er på gaden.

Janukovitsj talte lørdag eftermiddag til folkemængden.

I Moskva kritiserer den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, de regeringskritiske demonstranter for at overreagere på rapporter om, at Ukraine ligger under for Rusland.

Og han kritiserer Vesten for at være alt for involveret i demonstrationerne.

Proeuropæiske demonstranter har i tre uger slået lejr i det centrale Kijev for at opretholde deres pres på præsidenten, efter at denne afviste at underskrive en stor handels- og associeringsaftale med EU i november.

Nu synes krisen at blive forværret, da et stort antal borgere fra det østlige Ukraine planlægger deres egen massedemonstration og er begyndt at oprette feltkøkkener tæt på de andre demonstranters lejr.

/ritzau/AFP