Kina får hug af FN for tilbageholdelse af aktivister

Skrevet af admin

10/03/2016

Dagens topnyheder

Kina får hård kritik af FN, som kræver, at landet omgående frigiver 250 tilbageholdte aktivister og advokater.

Ifølge den amerikanske repræsentant i FN's Menneskerettighedsråd, Keith Harper, har de tilbageholdte i mange tilfælde hverken haft adgang til juridisk rådgivning eller mulighed for besøg af familiemedlemmer.

- Disse handlinger er i strid med Kinas egen lovgivning og internationale forpligtelser, siger han på vegne af Danmark, Australien, Storbritannien, Finland, Tyskland, Island, Irland, Japan, Norge, Holland, Sverige og USA.

- Vi er bekymrede over Kinas forværrede situation af menneskerettigheder, navnlig de anholdelser og løbende tilbageholdelser af aktivister og advokater.

Harpers udtalelser kommer i kølvandet på den bekymring, der i sidste måned blev rejst af FN's chef for menneskerettigheder, Zeid Ra'ad Al Hussein, om de mange anholdelser, der har fundet sted i Kina siden juli 2015.

I februar sagde FN-chefen således, at Kina syntes at fængsle kritikere af styret, uanset om de havde begået en forbrydelse, og krævede de tilbageholdte løsladt øjeblikkeligt og uden betingelser.

I FN's Menneskerettighedsråd er man også bekymret over "de mennesker, der på uforklarlig vis er forsvundet på det seneste".

Eksempelvis forsvandt fem kinesere fra forlaget Mighty Current i Hongkong, der er kendt for at udgive kritiske titler om styret i Beijing, sidste år.

Siden er de alle dukket op på kinesisk tv, hvor de har bedyret, at de ikke er blevet bortført, samtidig med at de er kommet med tårevædede indrømmelser af at have smuglet ulovlige bøger ind i landet.

/ritzau/AFP