Kinesisk bejler vil købe alle Bang & Olufsen-aktier

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

Efter flere måneders spekulation om, hvem der kunne være interesseret i at overtage Bang & Olufsen, melder en kinesisk interessent sig nu offentligt på banen.

I en fondsbørsmeddelelse fortæller selskabet Sparkle Roll, at man er interesseret i at overtage alle aktier i Struer-selskabet, hvis man kan købe dem til en "fornuftig" pris.

Sparkle Roll, der er et distributionsselskab med speciale i luksusprodukter, har fulgt Bang & Olufsen siden 2012, hvor de to selskaber indgik en partnerskabsaftale.

Kineserne mener, at det danske elektronik- og designfirma vil nyde godt af en anden ejerstruktur end den nuværende.

- Under alle omstændigheder er det en betingelse, at vi er nogenlunde sikre på, at det bliver muligt at overtage alle aktier i Bang & Olufsen til en pris, vi finder rimelig, hedder det i meddelelsen.

Bang & Olufsen meddelte i efteråret, at man lå i forhandlinger med flere mulige købere.

I forbindelse med sidste uges meddelelse om, at man indgik samarbejde med elektronikkoncernen LG, forlød det imidlertid, at antallet var nede på én, og nu er der altså sat navn på.

Sparkle Roll ejer i forvejen 5,57 procent af aktierne i Bang & Olufsen.

/ritzau/