Kinesisk kærlighed bidrager til milliardoverskud i Nike

Skrevet af admin

23/12/2015

Mest læste i dag

På trods af frygt for forsigtige forbrugere kunne det kendte sportstøjselskab Nike glæde sig over en solid fremgang i salget i halvåret, der sluttede med november. Specielt i Kina blev der hevet flere sko, trøjer og fodbolde ned fra hylderne.

Mærket, der sammen med Adidas dominerer verdensmarkedet for sportstøj og tilbehør, langede for 16,1 milliarder dollar - 110 milliarder kroner - varer over disken i første halvdel af 2015.

Det blev omsat til et overskud på 2 milliarder dollar, hvilket er en femtedel mere end i samme periode i 2014.

- Vores stærke globale portefølje af selskaber, kombineret med streng finansiel disciplin, fortsætter med at skabe værdi for aktionærerne. Vi ser fantastiske muligheder foran os, da vi går ind i et år med Olympiske Lege og europamesterskaber i fodbold, skriver administrerende direktør Mark Parker i regnskabet.

Mens Europa var en sten i skoen for Nike med en lille tilbagegang, var der markant fremgang i Kina. Her kunne Nike lade kasseapparaterne klinge for 1,8 milliarder dollar, 27 procent mere end for et år siden. Det var specielt salget af sko, der steg markant.

- Salget i udlandet har stort potentiale. Investorer bør lægge mærke til købet hos de kinesiske forbrugere. De har penge i budgettet til at købe nye, vestlige forbrugsgoder, siger analytiker ved Morningstar Paul Swinand til Bloomberg News.

Nikes danske konkurrent, Hummel, har også vist pæn vækst de seneste år. Hummel er dog slet ikke i Kina.

Det danske brand - ejet af erhvervsmanden Christian Stadil - blev i 2012 uenig med sin kinesiske partner og trak sig fra markedet. Planerne var ellers, at der skulle bygges 100 Hummel-butikker på få år.

/ritzau/