Kinesisk topkommunist får livstid for korruption

Skrevet af admin

11/06/2015

Mest læste i dag

Kinas tidligere magtfulde sikkerhedschef Zhou Yongkang er torsdag dømt skyldig i magtmisbrug, bestikkelse og i at lække statshemmeligheder. Det koster ham fængsel på livstid.

Det er den største korruptionssag i Kina de seneste 70 år.

Zhou, der tidligere er blevet sammenlignet med USA's tidligere vicepræsident Dick Cheney, er dømt ved en domstol i den nordlige by Tianjin, efter han havde erklæret sig skyldig og meddelt, at han ville afstå fra at anke sin dom.

- Jeg underkaster mig domstolens afgørelse, og jeg appellerer ikke, fortalte han domstolen.

Det fremgår, at retssagen mod ham blev afviklet den 22. maj, og at det var episoder herfra, som kinesisk tv kunne bringe torsdag.

- Jeg anerkender den kendsgerning, at jeg har brudt loven, hvilket har påført partiet stor skade, lød det fra Zhou.

Han blev anholdt i december sidste år og øjeblikkeligt ekskluderet af det kinesiske kommunistparti.

Hans dramatiske exit kommer midt under præsident Xi Jinpings højt profilerede antikorruptionskampagne.

Men nogle eksperter tror, at Zhous fald mere har noget at gøre med den interne politik i det opsplittede kommunistparti. En magtkamp kort og godt.

De forbrydelser, han er dømt for, fandt blandt andet sted, mens han var vicedirektør for det statslige olieselskab CNPC, og mens han var partichef i den sydvestlige provins Sichuan.

Også mens han var minister for offentlig sikkerhed, og mens han havde sæde i den umådeligt magtfulde stående komité i politbureauet.

Domstolen sagde, at Zhou og en række samarbejdspartnere havde modtaget 2,1 milliarder yuan (2,25 milliarder kroner) fra ulovlige virksomheders overskud.

Han skal have modtaget knap 140 millioner kroner i bestikkelse og have udleveret "tophemmelige dokumenter" til en kinesisk fantast, der dyrker gamle kinesiske kampskikke.

Tilnavnet Kinas Cheney har Zhou fået dels for sin brutale fremfærd og dels, fordi han har samme fortid som den tidligere amerikanske vicepræsident med et ben i både energiselskaber og i toppolitik.

/ritzau/Reuters