Kittel scorer tredje etapesejr: Jeg måtte slås for det

Skrevet af admin

08/07/2014

Dagens topnyheder

Marcel Kittel havde åbenbart en god pointe, da han efter rivalen Mark Cavendish' exit fra Tour de France påstod, at nu kom han til at kæmpe ekstra hårdt for en sejr.

I hvert fald måtte tyskeren fra Giant-Shimano grave ekstra dybt i reserverne for at klemme sig forbi nordmanden Alexander Kristoff i spurten på 4. etape - hans tredje sejr i årets Tour de France.

- Jeg begyndte faktisk at blive nervøs, for jeg så, at distancen til målstregen blev kortere og kortere. Jeg blev usikker på, hvornår jeg skulle indlede min spurt.

- Jeg hoppede frem til Kristoffs hjul, og så havde jeg lige præcis held til at nå forbi ham. Den var virkelig tæt i dag, siger Kittel.

Giant-Shimano måtte i det hele taget kæmpe for deres succes på løbets første etape på fransk grund, da Thomas Voeckler var gået i udbrud og ikke lod sig overgive uden kamp.

Hen mod finalen var Kittels hold faldet tilbage, og de brugte mange kræfter på at nå op igen.

- Vi havde store problemer med at komme tilbage til fronten. Det måtte vi slås for, men til slut kunne de bringe mig frem til afgørelsen.

Kittel og Giant-Shimano har taget tre af fire mulige sejre i Touren indtil videre, og sprinteren tror på, at de kan få en fjerde sejr i morgen, når feltet skal ud på de brosten, man kender fra Paris-Roubaix.

- Vi har John Degenkolb på holdet, og det giver os selvtillid og motivation. Det giver os noget at køre for, siger Kittel.

/ritzau/