Kittel vinder sin anden etape i Giroen

Skrevet af admin

11/05/2014

Dagens topnyheder

Den tyske supersprinter Marcel Kittel (Giant-Shimano) har fået en fremragende start på årets Giro d'Italia.

Han var hurtigst, da Giro d'Italia-feltet søndag kørte tredje etape på 187 kilometer fra Armagh til Dublin.

Det var anden dag i træk, han var hurtigst i massespurten, men denne gang var han dog tæt på at sætte sin spurt for sent ind.

På opløbsstrækningen tog norske Edvald Boasson Hagen (Team Sky) teten, inden holdkammeraten Ben Swift overhalede og lignede en vinder på de sidste 100 meter. Men Kittel kom stærkt bagfra og kørte forbi Swift på den sidste meter.

Ganske passende tog han sin anden etapesejr i dette løb på sin 26 års fødselsdag. Ben Swift sluttede på andenpladsen, mens italienske Elia Viviani (Cannondale) tog tredjepladsen.

Tidligt på etapen prøvede fem ryttere lykken i et udbrud, og de havde en overgang et forspring på mere end fem minutter. Vanen tro havde feltet dog regnet den rigtigt ud og eliminerede udbruddet med godt syv kilometer tilbage. Så var der lagt op til den forventede massespurt.

Etapen ændrede ikke ved, at australieren Michael Matthews (Orica-Greenedge) fortsat bærer den lyserøde førertrøje.

Det var sidste etape i Nordirland og Irland. Mandag byder på en hviledag, inden løbet fortsætter i Italien tirsdag. Giro d'Italia slutter den 1. juni i Trieste.

/ritzau/