Klopp efter vildt comeback: Fodbold når det er bedst

Skrevet af admin

15/04/2016

Dagens topnyheder

Liverpool leverede et sensationelt comeback i 4-3-sejren over manager Jürgen Klopps tidligere klub Borussia Dortmund, da holdet gik videre i Europa League torsdag aften.

Ifølge Klopp bliver det ikke meget større end det, tilskuerne på Anfield var vidne til i løbet af kampen, hvor Liverpool sikrede sig avancementet helt inde i kampens overtid.

- Det er svært at forklare. Det var en vidunderlig, vidunderlig aften på Anfield og for at være helt ærlig, så var det en underlig kamp.

- Det her er europæisk fodbold, når det er bedst. Det er svært at forstå, at vi gjorde det. Det er en kamp, som alle fans, uanset hvem de holder med, vil være enige om, er en god kamp, siger Klopp ifølge AFP.

Manageren roser sine spillere, der med en halv time tilbage af kampen manglede tre mål for at gå videre. Han lægger dog ikke skjul på, at der også skulle lidt held til, før det hele blev afgjort.

- Det er en stor aften, som vi aldrig glemmer. Vi slog tilbage som djævle, og det var fortjent. Men måske lidt heldigt, siger han ifølge uefa.com

Liverpool-angriberen Divock Origi, der scorede holdets første mål, løfter lidt af sløret for, hvordan Klopp opildnede dem til comebacket.

- Han sagde, at vi skulle skabe et øjeblik, som vi kunne fortælle vores børn og børnebørn om. At det skulle blive en speciel aften for vores fans.

- Vi troede på det, og da vi scorede det første mål, vidste vi, at det ville blive et specielt øjeblik, siger han ifølge uefa.com

Liverpool kan i semifinalerne møde Sevilla, Shakhtar Donetsk eller Villarreal, der alle bragte sig videre torsdag.

/ritzau/