Knap 300 personer savnes efter færgeforlis ved Sydkorea

Sydkoreansk redningsmandskab arbejder på højtryk i en kamp mod tiden for at finde næsten 300 mennesker, der savnes efter en færge med 459 personer om bord gik ned.

De fleste af de ombordværende var teenagere fra gymnasier og skoler. Ud af de 459 personer om bord var der 324 unge fra et gymnasium i Ansan syd for Seoul, der var på vej til en ferieø med 14 lærere.

Op mod 40 fartøjer fra flåden, kystvagten, civile og kommercielle skibe deltager i redningsarbejdet. Elitefrømænd fra Sydkoreas frømandskorps er indsat i redningsindsatsen.

Lee Gyeong-Og, som er viceminister for sikkerhed og offentlig administration, siger, at 164 af de ombordværende er reddet, mens 291 "savnes". Fire dødsfald er bekræftet.

Myndighederne havde først meddelt, at langt flere var reddet.

En del af de savnede kan være reddet op i fiskebåde og andre fartøjer, som sejlede hen for at hjælpe, efter at færgen havde udsendt nødsignaler. Vandtemperaturen i området var på omkring 13 grader.

Mange frygtes at være gået ned med færgen.

- Chancen, for at de stadig er i live og overlever i luftlommer, er lille, siger en sikkerhedskilde til AFP.

Den amerikanske flåde har sendt et skib med helikoptere om bord for at deltage i eftersøgningsarbejdet.

Skibet var på en rutinepatrulje ud for Sydkoreas vestkyst og har sat kurs mod ulykkesstedet.

Færgen var på vej fra havnen i byen Incheon til ferieøen Jeju cirka 100 kilometer syd for den koreanske halvø. Den kom i problemer cirka 20 kilometer fra kysten og udsendte nødsignaler 20 kilometer fra øen Byungpoong.

Dramatiske tv-optagelser viser skrækslagne passagerer med redningsveste, der klatrede op i oppustelige gummibåde, mens vandet stod ind over dækket på det synkende skib.

Nogle passagerer gled ned af det krængende skibs side og ramte vandet, hvor redningsfolk og fiskere forsøgte at redde dem op på deres fartøjer.

Der er medierapporter om, at kystvagten opfordrede alle til at springe i havet og vente på at blive reddet op.

Det står ikke klart, hvad der forårsagede forliset, men en passager siger til nyhedskanalen YTN, at der "lød et øredøvende brag, hvorefter færgen stoppede."

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip