Kø til fængslet: Norge vil sende fanger til Holland

Skrevet af admin

09/09/2014

Mest læste i dag

Den norske regering barsler med planer om at leje fængselspladser i Holland for at få bugt med en voksende kø af kriminelle, der venter på at afsone deres straf i Norge.

- Vi har arvet en udfordrende situation af den rødgrønne regering med for få afsoningspladser. For at få en stærkt tiltrængt udvidelse af kapaciteten på kort sigt har vi indledt samtaler med hollandske myndigheder om at leje fængselspladser i Holland, siger justitsminister Anders Anundsen i en pressemeddelelse.

I dag står over 1300 personer i kø for at afsone i norske fængsler, og køen bliver ved med at vokse. Omvendt er der i Holland ledige pladser. Ifølge norsk TV2's oplysninger ønsker regeringen at sende op imod 300 fanger sydpå, hvor afsoningen skal ske efter norsk lov og på norske vilkår.

Norges regering vil i løbet af efteråret fremlægge en rapport om tilstanden i landets fængsler og behovet for ekstra kapacitet i fremtiden.

Justitsministeren håber, at aftalen med Holland kan komme på plads allerede i første halvdel af næste år. Det vil primært være fanger med lange domme, som skal afsone i udlandet.

- Det kan også være fanger, som er udenlandske statsborgere, der har fået en udvisningsdom, og som senere bare skal direkte ud af landet, fortæller Anundsen.

Den hollandske regering orienterede mandag aften landets parlament om, at den ser positivt på at tage imod norske kriminelle.

- I Norge er der mangel på fængselspladser, og lige nu har vi et overskud (af pladser, red.), hedder det i et brev til parlamentet fra den øverste leder af de hollandske fængsler.

Holland har i mange år haft en aftale om at tage imod fanger fra nabolandet Belgien i et fængsel, der ligger ved grænsen mellem de to lande.

/ritzau/NTB