Den målfarlige højreback Anne Cecilie La Cour kan fra den kommende sæson kalde sig København Håndbold-spiller.
Den københavnske klub skriver i en pressemeddelelse, at den henter Anne Cecilie La Cour på en treårig kontrakt gældende frem til sommeren 2018.
- Jeg har hørt, at der er et godt træningsmiljø i København Håndbold og en professionel kultur i klubben, og jeg vil få en stor rolle.
- Spilletid er vigtigt for mig, og jeg føler, at jeg kan være med til at løfte holdet og bidrage med mine angrebsmæssige kvaliteter, siger Anne Cecilie La Cour i pressemeddelelsen.
Hun har spillet for Silkeborg-Voel i to og et halvt år, og hun har i denne sæson gjort sig bemærket med mange scoringer.
Således er hun nummer to på topscorerlisten i Boxer Dameligaen med 121 mål i 19 kampe.
/ritzau/