Københavnsk bomber styrer mod Pytlicks sidste EM-billet

Skrevet af admin

24/11/2014

Mest læste i dag

Sidste år var hun med til at vinde bronze ved håndbold-VM, men i år må Anne Mette Hansen vente i spænding til det sidste, om hun får plads i truppen til EM i Ungarn, der starter om mindre end to uger.

Den unge højrehåndsbomber fra København Håndbold kæmper ved den kommende uges Golden League-stævne i Norge med tre holdkammerater om den 16. og sidste plads i den danske trup.

- Det gælder om at gribe chancen, når jeg får den, give alt og forhåbentlig gøre det godt. Så må vi se, om det er nok, siger hun.

Hun er oppe imod playmakerne Lærke Møller og Jane Schumacher samt højrebacken Mette Tranborg om den eftertragtede EM-plads.

Umiddelbart rummer EM-truppen allerede to højrebacker og to playmakere. Der er sådan set også to venstrebacker, men den ene - Pernille Holmsgaard - bliver på landsholdet som oftest kun benyttet som forsvarsspiller.

Derfor må venstrebacken Hansen formodes at have gode kort på hånden.

- Jeg er den eneste rigtige venstreback af os fire. Jeg skiller mig ud i forhold til de to playmakere, eftersom jeg kan skyde udefra og er højere. Men det er svært at vide, hvad landstrænerne går efter, siger Anne Mette Hansen.

Siden sidste år har hun taget skridtet op fra Ajax i den næstbedste række til ligaklubben København Håndbold, hvor hun er topscorer.

Alligevel rakte det altså ikke til en plads mellem de 15 første, der blev udtaget til EM.

- Overrasket? Altså, der er mange gode spillere, der kæmper om det, siger hun.

- Jeg tør dog godt sige, at jeg er blevet bedre siden sidste år. Jeg har lagt nogle lag på mit forsvarsspil og har fået mere speed i fødderne.

- Jeg skal nu præstere på 100 procent hver gang. Jeg kan ikke komme for halv kraft, for så kan jeg ikke dække op, og jeg scorer heller ingen mål. Jeg bliver presset hver dag, siger Anne Mette Hansen.

Danmark møder Norge, Serbien og Frankrig ved Golden League-stævnet, der starter på torsdag og slutter på søndag.

/ritzau/