Københavnsk EM-joker føler sig stadig som en lærling

Skrevet af admin

07/12/2014

Dagens topnyheder

Hun er kun 20 år, men hun er allerede klar til sin anden slutrunde med A-landsholdet.

20-årige Anne Mette Hansen blev den store vinder i Jan Pytlicks udtagelseslotteri, da landstræneren for en uge siden skulle sætte navn på den sidste af de 16 spillere til truppen til håndbold-EM i Ungarn og Kroatien, der spilles i disse uger.

Her blev venstrebacken fra København Håndbold foretrukket frem for Lærke Møller, Jane Schumacher og Mette Tranborg, men selv om Hansen har erfaring og en VM-bronzemedalje fra sidste år, føler hun sig stadig nederst i landsholdets hierarki.

- Jeg ser stadig mig selv som en lærling, så min rolle har nok ikke ændret sig så meget siden sidste år. Så meget erfaring har jeg ikke fra A-mesterskaber, så jeg skal igen sørge for at suge en masse til mig og håbe på at få noget spilletid, siger hun.

- Jeg ville da gerne gå ind og bære det hele fra første minut, men jeg får nok en jokerrolle, lige som jeg havde til VM i Serbien, mener Anne Mette Hansen.

Under træningen viser hun regelmæssigt sine store offensive kvaliteter, der har givet hende status som et af dansk håndbolds største talenter: En flot skudteknik med højrearmen kombineret med en markant gennembrudsstyrke.

Men de våben kom aldrig rigtigt i spil under Pytlicks auditionshow ved Golden League i Norge, hvor unge Hansen langt fra imponerede angrebsmæssigt.

- Det var, som om timingen ikke var der i forhold til de andre spillere. Jeg håber, jeg finder timingen nu, og det gik bedre under træningen op mod EM, siger hun og tænker tilbage på det pres, hun og de øvrige EM-kandidater var under i Norge.

- Man kan ikke afvise, det har haft en betydning. Det pres, der var på os, betyder nok mere, end man umiddelbart tror. Selv om man ikke løber rundt på banen og tænker over det, vil det nok altid være i baghovedet: Er man udtaget eller ikke udtaget?

Mens det gik halvskidt i angrebet, viste Anne Mette Hansen højere niveau i den anden ende af banen, og med Marianne Bondes skadesafbud, kan der hurtigt blive brug for nye kræfter i defensiven i EM-kampene i Ungarn.

- Jeg vil spille min chance, hvis jeg får chancen i midterforsvaret. Det gik okay, da jeg fik mulighed for spilletid på pladsen under Golden League i Norge, selv om der selvfølgelig altid er lidt fejl, der skal rettes til.

- Det kommer lidt an på, hvordan rollerne bliver fordelt. Nu er Louise Svalastog kommet ind, og vi må se, hvad planerne er med hende. Men jeg er klar, hvis jeg får muligheden, forsikrer Anne Mette Hansen.

/ritzau/