Kolding overvinder dårlig start og besejrer svenskere

Skrevet af admin

09/10/2014

Mest læste i dag

KIF Kolding København fortsætter med at skovle point ind i håndboldens Champions League.

Torsdag aften vandt de danske mestre med cifrene 23-19 ude over svenske Alingsås, og dermed har KIF Kolding København vundet de tre første kampe i gruppe B.

Den danske klub var dog længe om at komme i gang mod Alingsås, der førte 11-9 efter 20 minutters spil.

Svenskerne var ikke mindst skarpe i kontrafasen, hvor holdet lukrerede på nogle meget præcise udkast fra målmand Mikael Aggefors.

Men så byttede KIF Kolding-træner Aron Kristjansson ud i målet, hvor Kasper Hvidt afløste Marcus Cleverly.

Det gav hurtigt bonus, og syv minutter senere stod det 13-13.

KIF Kolding sikrede sig en 15-13-føring ved pausen, da Torsten Laen blev spillet fri på stregen, da der resterede cirka 15 sekunder af halvlegen.

Anden halvleg blev en scoringsfattig omgang, hvilket ikke mindst Kasper Hvidt var årsagen til.

Den 38-årige målmand stod fremragende, selvom den blot 17-årige Felix Claar imponerede for Alingsås.

Tættere på end 18-20 kom hjemmeholdet dog ikke, og med tre scoringer på stribe til 23-18 eliminerede svenske Kim Andersson al yderligere spænding.

Alingsås måtte derfor indkassere sit tredje nederlag af tre mulige i gruppen.

De fire bedste blandt de seks hold i gruppe B går videre til 1/8-finalerne.

For KIF Kolding København handler det primært om at slutte så højt som muligt i gruppen, hvilket kan give en lettere modstander i 1/8-finalerne.

I den næste kamp får den danske klub hænderne fulde.

De spanske mestre, FC Barcelona, kommer på besøg i Brøndby Hallen den 19. oktober.

Barcelona har vundet klubbens første to kampe i gruppen.

/ritzau/