Kometholdet finder organiske molekyler

Skrevet af admin

18/11/2014

Dagens topnyheder

Det europæiske fartøj Philae, der er landet på en komet meget langt væk, har sniffet sig frem til, at der på kometen er organiske molekyler med et indhold af kulstof.

Det siger tyske videnskabsfolk.

Informationerne nåede hjem til Jorden, inden Philaes batteri løb tør.

Kulstof er grundlaget for livet på Jorden.

Videnskabsmændene siger, at det ikke er klart, om molekylerne indeholder den komplekse sammensætning, der udgør proteiner.

Et af hovedformålene med kometoperationen er at finde ud af, om der er kulstof på kometen, og om livet på Jorden så kan være opstået, fordi kometer har ramt vor planet.

Philae landede i sidste uge på kometen 67/Tjurjumov-Gerasimenko efter en rejse på 10 år om bord på fartøjet Rosetta.

I første omgang lignede hele operationen en succes. Men Philae holdt efter 57 timer op med at sende informationer hjem.

Batteriet på Philae er løbet tør, fordi kometlanderen står et sted, hvor der er skygge. Batteriet er soldrevet.

Kometer stammer fra tiden, da vores solsystem blev dannet, så videnskabsmænd mener, at de indeholder molekyler, der måske kan fortælle noget om livets oprindelse.

/ritzau/Reuters