Komiker anholdt for upassende Charlie Hebdo-udtalelser

Skrevet af admin

14/01/2015

Dagens topnyheder

Fransk politi har onsdag morgen anholdt den franske komiker Dieudonné for upassende udtalelser i forbindelse med terrorhandlingerne i sidste uge i Paris.

Anholdelsen af Dieudonné sker, efter at han har skrevet en kommentar på Facebook, hvor han udtrykker sympati med en af gerningsmændene bag sidste uges terrorangreb i Paris, meddeler en retskilde.

Anklagemyndigheden åbnede i mandags en sag mod Dieudonné for en udtalelse, hvor han sagde "Jeg er Charlie Coulibaly" med reference til ugemagasinet Charlie Hebdo og Amedy Coulibaly, der stod bag gidseltagningen i et jødisk supermarked, hvor fire gidsler blev dræbt.

De franske myndigheder betragter komikeren som "en forsvarer for terrorisme", og efterforskningen skal klarlægge, hvorvidt Dieudonné har opildnet til terror.

Dieudonné blev i 2013 internationalt kendt, da den franske fodboldspiller Nicolas Anelka blev straffet med fem spilledages karantæne, fordi han lavede en håndbevægelse, som var skabt af netop Dieudonné, og som mange betragter som antisemitisk.

Regeringen har tidligere forbudt Dieudonnés shows, fordi de blev betragtet som antisemitiske.

Ifølge AFP har den franske komiker fjernet den krænkende bemærkning fra Facebook.

Indenrigsministeren i Frankrig, Bernard Cazeneuve, har kaldt bemærkningen "foragtelig". Dieudonné svarede igen ved at beskylde indenrigsministeren for at forsøge at ødelægge hans liv.

- Jeg prøver bare at få folk til at grine, siger Dieudonné ifølge AFP.

Opdateringen på Facebook kom efter søndagens march i Paris, hvor mere end 1,5 million beboere i byen gik sammen med en række toppolitikere gennem byen.

Dieudonné beskrev marchen, der bliver betragtet som den største i moderne fransk historie, som et "magisk øjeblik på linje med big bang".

/ritzau/AFP