Kommentator: Blå aftale kommer til at koste S stemmer

Skrevet af admin

27/11/2013

Mest læste i dag

Det pludselige højresving i forhandlingerne om finansloven kan komme til at koste de tre regeringspartier opbakning i de kommende meningsmålinger.

Derimod vil Venstre og De Konservative profitere af, at de er med i aftalen.

Det mener Elisabet Svane, politisk kommentator og redaktør på Fyens Stiftstidende.

- Skal man se historisk på det, så gavner det de blå og svækker regeringen. Det var meget tydeligt, da man lavede skattereformen i juni 2012. Da gik Socialdemokraterne mærkbart ned, og Venstre mærkbart frem i meningsmålingerne, siger hun.

- Det var ikke regeringen, som fik belønningen. Det var de blå. Og nu ser vi, at Lars Løkke Rasmussen (V) kommer ind, og redder regeringen i 11. time efter, at hans troværdighed har været ude i frit fald, siger Elisabet Svane.

Spørgsmål: Men regeringen kan jo huske vælgernes reaktion efter skattereformen for halvandet år siden. Hvorfor vender den så Enhedslisten ryggen i finanslovforhandlingerne.

- Det er et underligt forløb, som hverken regeringen eller Enhedslisten kan være stolte af. Set udefra var det jo ikke meget, der skilte de to parter. Men det var nok. Enhedslisten ville ikke bøje sig og huggede ikke til, da de havde chancen, siger hun.

Ifølge Elisabet Svane skyldes hele miseren, at der ikke er tillid mellem regeringen og liste Ø. De kan ikke engang blive enige om, hvad de er uenige om.

- Det så vi også med den famøse skattereform i 2012. Og derfor ender man i sådan noget her. Det var aldrig sket under VK-regeringen, mener hun og fastslår:

- Venstres topfolk var enige om altid at give Dansk Folkeparti som støtteparti noget - også noget, som Venstre ikke brød sig om. Men det var prisen for at bevare regeringsmagten. Det samme ser man slet ikke mellem regeringen og Enhedslisten.

/ritzau/