Kommentator: Trepartsforhandling bliver sværere for Løkke

Skrevet af admin

13/02/2016

Mest læste i dag

Det bliver endnu sværere for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at få et markant resultat ud af trepartsforhandlingerne, efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, har givet udtryk for, at der vil være en fordel, hvis trepartsforhandlingerne ikke bliver til noget.

Regeringens største støtteparti er Dansk Folkeparti, og det gør udmeldingen brutal, siger Helle Ib, politisk kommentator på Børsen.

- Det er en meget brutal udmelding, som Kristian Thulesen Dahl er kommet med.

- Det bliver sværere for Lars Løkke at få fagbevægelsen med på nye omfattende ordninger, og det er afgørende for Løkke, at de her trepartsforhandlingerne lykkes og munder ud i et resultat, som virkelig rykker for integrationen, siger hun.

Med udmeldingen formår formanden for Dansk Folkeparti ifølge Helle Ib at spille på den frygt, som dele af fagbevægelsen og dele af de arbejdsløse danskere har for, at der udelukkende kommer til at være fokus på at få flygtninge i arbejde.

Og at regeringen dermed glemmer de danske arbejdsløse og ufaglærte, som fortsat leder efter et job.

En anden frygt er, at der vil blive skabt løntrykkeri, hvor danskere kan blive nødsaget til at tage et job med en meget lav løn for at få et arbejde.

Da det er fagbevægelsen, der repræsenterer de arbejdsløse danskere, vil det blive en udfordring for Lars Løkke at få de omfattende ordninger gennemført sammen med den, vurderer Helle Ib.

Hvis det skulle blive nødvendigt med en lovændring, som vil kræve politisk opbakning, vil DF ifølge Helle Ib står klar for at få så meget som muligt for at støtte ændringerne.

- Kristian Thulesen Dahl vil tage sig dyrt betalt på udlændingepolitikken ved at kræve nye stramninger. Det åbner han jo også for i interviewet med Berlingske ved at tale om, at der skal være en hjemsendelsesstrategi ved siden af (integrationen, red.).

Trepartsforhandlingerne mellem regeringen, fagforbundene og arbejdsgiverne om integration skal være klar i midten af marts.

/ritzau/