Kondiløber finder bevidstløs mand i Pøleå i Hillerød

Skrevet af admin

06/01/2015

Mest læste i dag

En 86-årig mand blev tirsdag eftermiddag fundet bevidstløs og stærkt nedkølet i Pøleå i Hillerød.

- Det er en kondiløber, der ser, at manden er kørt i åen på sin trehjulede cykel ved Birgitte Gøyes Vej, fortæller vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

Kondiløberen får den 86-årige op af åen og ringer 112.

- Manden bliver bragt til Rigshospitalets Traumecenter, og det viser sig, at hans kropstemperatur er faldet til 28 grader, siger vagtchefen.

I første omgang vidste politiet ikke, hvem den 86-årige var.

- Men bekymrede naboer læste om, hvad der var sket, og at vi ikke vidste, hvem han var, fortæller Søren Bjørnestad.

- Da de heller ikke kunne se hans trehjulede cykel ved hjemmet, ringede de og fortalte, at det kunne være ham, fortsætter han.

På Rigshospitalet fandt man desuden mandens sygesikringsbevis i en baglomme, ligesom han havde sine nøgler på sig.

- Så vi er sikre på, at der er tale om en 86-årig mand fra lokalområdet, fastslår vagtchefen.

/ritzau/