Konkursramt ambulanceselskab fik 32 millioner ved fejl

Det nu konkursramte ambulanceselskab Bios fik 31,6 millioner kroner af Region Syddanmark ved en fejl. Det var en menneskelig en af slagsen, skriver Region Syddanmark i en redegørelse over forløbet.

Det skriver Jydske Vestkysten og Fyens Stiftstidende, der har set redegørelsen.

De mange millioner blev udbetalt til Bios i december og reddede selskabet fra at gå konkurs, kort efter at det havde vundet retten til ambulancedrift i Region Syddanmark.

Men selskabet, der gik konkurs i slutningen af juli, skulle aldrig have haft pengene. Det har skabt spekulationer om, hvorvidt regionen reddede Bios uretmæssigt.

Men det er ikke tilfældet ifølge redegørelsen, der peger på forvirring i forhold til fakturaer.

- Netop den fejlagtige tekst i fakturaen er formentligt baggrunden for, at regionen fejlagtigt har antaget, at der ikke er sket betaling for december 2015.

- Det antages, at misforståelserne er sket som følge af, at fakturateksten for december-forudbetalingen fejlagtigt er anført som betaling for november, skriver regionen i redegørelsen ifølge Fyens Stiftstidende.

Ud over de fejlagtige fakturaer led regionens ansatte under et stort pres, fordi de skulle håndtere mange aktindsigter i forbindelse med den store opmærksomhed omkring Bios.

- Det er hævet over enhver tvivl, at Bios' opstart har øget belastning og kompleksitet i opgaveløsningen. Samtidigt har det tillige været nødvendigt at håndtere et betydeligt antal aktindsigter.

- Endelig skal nævnes, at der i efteråret sker skift på det overordnede ledelsesmæssige niveau, idet den direktør, der havde arbejdet med området i flere år får ny job, og hertil kommer, at sundhedsdirektøren stopper, står der i redegørelsen ifølge Jydske Vestkysten.

Mens regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er tilfreds med undersøgelsen, er det ikke tilfældet for næstformand i regionsrådet Poul-Erik Svendsen (S).

- Der er rigtig mange forklaringer i redegørelsen, men dybest set er jeg ikke blevet klogere på, hvordan 31 millioner kan blevet sendt ud til nogle mennesker, uden nogen opdager det, siger han til Jydske Vestkysten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip