Kræftpakkerne virker: Overlevelsen forbedret markant

Skrevet af admin

10/08/2016

Dagens topnyheder

Der er sket betydelige fremskridt med hensyn til overlevelse af kræftsygdomme herhjemme.

Og det kan patienterne takke indførelsen af de såkaldte kræftpakker for.

Det mener sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Kræftens Bekæmpelse ifølge Kristeligt Dagblad.

I årene efter årtusindskiftet døde i gennemsnit knap to ud af tre patienter med kræft i maven inden, for et år efter at diagnosen var stillet. I dag er hver anden patient i live efter et år.

Det samme gælder for patienter, der har fået diagnosen "hjernetumor" eller "kræft i centralnervesystemet". Dengang overlevede to ud af tre. I dag er otte ud af ti i live et år efter, skriver Kristeligt Dagblad.

Og sådan er fremskridtene mærkbare inden for stort set alle de mest udbredte kræftsygdomme.

Det viser de nyeste tal, som sundhedsøkonom Jes Søgaard har hentet i databasen Nordcan, der samler kræftstatistik fra de nordiske landes nationale kræftregistre.

- Det går rigtig godt i forhold til, at flere danskere overlever kræft. Hidtil har vi set på overlevelse som den altoverskyggende faktor, vi måler behandlingens succes på. Der er vi nu så højt, at det ikke længere bør være den eneste målstok, siger han.

I de nye tal sammenlignes overlevelsen i to perioder: 2000-2004, inden de tre store kræftplaner fik effekt, og fra 2010-2014, efter at kræftplanerne er ført ud i behandlingssystemet.

Historisk har Danmark haft et efterslæb i forhold til de øvrige nordiske lande, når det gælder chancerne for at overleve en kræftsygdom.

Ifølge de nye tal har danske mænd fra årtusindskiftet til i dag hentet 75 procent af efterslæbet til finnerne i forhold til at være i live et år efter en kræftdiagnose og 48 procent i forhold til svenske mænd.

Når usikkerhederne ved at sammenligne på tværs af landegrænser tages i betragtning, mener Jes Søgaard, at dansk kræftbehandling i vid udstrækning er kommet på niveau med de nordiske naboers.

- Jeg mener, at tallene viser, at kræftplanerne har virket. De har medført en total omorganisering og systematisering af behandlingsindsatsen, siger han.

/ritzau/