Kraftig mand forsøger at tvinge pige ind i sin bil

Skrevet af admin

01/06/2016

Dagens topnyheder

En 15-årig pige fik sig onsdag en grim oplevelse ved Skærbæk i Sønderjylland, da hun ved 15-tiden var på vej hjem.

- Hun kommer gående fra Skærbæk ad Rømøvej i retning mod Astrupvej, da en mand i en rød bil kører op på siden af hende og tilbyder at tage hende med, fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Da pigen afviser at sætte sig ind til manden, standser han op og stiger ud af bilen.

- Han griber fat i hendes arm og prøver at trække hende ind i bilen, men det lykkedes hende at vriste sig fri og løbe væk, siger vagtchefen.

Da pigen slap væk, kørte manden ad Rømøvej i retning mod Rømø.

Pigen har beskrevet bilen som en større, rød bil, der minder lidt om en sportsvogn. Manden havde dansk udseende, var omkring 40 år gammel og stor og kraftig. Han var iført T-shirt og joggingbukser.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, som måtte have set bilen eller i øvrigt bemærket noget mistænkeligt i området, siger Erik Lindholdt.

/ritzau/